Kulden er barsk for de hjemløse

Forsorgshjemmet "Sølyst" i Horsens har fuldt hus - hjemløse søger ind i varmen. Kulden gør det farligt at opholde sig ude. 

Omkring årsskiftet døde to hjemløse i Horsens - de frøs ihjel. Og med nattetemperaturer ned til minus 15 grader mærker forsorgshjemmet nu en stor efterspørgsel på at få tag over hovedet.

Alle pladser på "Sølyst" er optaget i de her dage. 

80 hjemløse i Horsens

Der er skønsmæssigt omkring 80 hjemløse i Horsens-området. En del af dem overnatter bl.a. i den nedlagte godsterminal ved banegården.

Problemet med hjemløse, der står uden tag over hovedet, er tilsyneladende størst i Horsens-området.

I hvert fald melder områdets øvrige forsorgshjem om nogenlunde uændret søgning.

Der findes skønsmæssigt 5000 hjemløse i Danmark, men langt størstedelen bor på forsorgshjem, herberger eller i hyttebyer.