Kulden har bidt sig fast

Kulden holder fortsat Danmark fast i sit vintergreb. Torsdag skulle der ellers have blæst mildere vinde over landet, men nu lyder det fra DMI, at det er usikkert, hvornår den varmere luft kommer.

- De næste dag får vi frostvejr. Det er noget, der tyder på, at vi får noget mildere vejr op til weekenden. Måske fredag, eller lørdag, søndag. Men det er lidt usikkert, for modellerne udskyder det hele tiden, siger Jeanne Mangerel, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Søndag forlød det fra den nationale vejrtjeneste, at den lune luft for alvor banker på senere på ugen, men beregningerne giver problemer.

- Hvis det slår igennem, bliver det et par graders varme. Men modellerne er usikre, det er det klassiske slagsmål mellem varme og kulde, siger Jeanne Mangerel.

Og ikke nok med, at den kolde luft holder varmen væk, meteorologerne kan også se tegn på, at nogle eventuelle milde dage bliver et forbipasserende fænomen.

- Der er noget, der tyder på, at godt kan blive koldere igen bagefter, siger Jeanne Mangerel.

Om natten bliver der ned til mellem 5 og 10 graders frost.

Mandag morgen blev den koldeste februarmorgen siden 1999. I Aalborg kunne man kort efter kl. 6 bevæge sig ud i temperaturer på -16,5°, oplyser TV 2 Vejrcenter.