Kulturarv forsvinder dag for dag

Vi mister kulturarv hver dag, fordi gamle håndværk uddør. En række små håndværksfag lever på lånt tid, idet de fleste udøvere er stoppet eller på vej til pension og andre er døde med deres viden og kundskaber. Det må stoppes og det haster, mener eksperter.

- Der har været snak om det længe, men der sker ikke noget - i hvert fald ikke nok og ikke hurtigt nok, lyder det fra tømrer, restaureringsarkitekt og cand. arch. Mogens Victor Andersen.

En af de håndværkere, som Mogens Victor Andersen frygter vil tage sin viden og kundskaber med på pension, er den 73-årige kunstsmed Bjarne Sørensen fra Fredericia. Bjarne Sørensen har udført utallige renoveringsopgaver til fredede huse og bygninger, og han har smedet klokkebeslag til blandt andet Schackenborg Slot.

Bjarne Sørensen stod i lære hos sin far Hans Sørensen og efter farens død i 1964 førte han farens viden og kundskaber videre, men der er ingen til at tage over efter Bjarne Sørensen. Hans tre sønner er alle udlærte smede, men de ønsker ikke at overtage familievirksomheden, så den lukker, når Bjarne Sørensen engang går på pension.

Nyt uddannelsessystem er løsningen

Ifølge Mogens Victor Andersen er de små håndværksfag kendetegnet ved få udøvere, og udøvelse er baseret på et dybt materialekendskab, håndværksteknik og dedikation.

Nutidige erhvervsuddannelser bygger på aktuelle emner, materialer og teknikker og på det som ?peger fremad?. En række af de små håndværksfag er kendetegnet ved at ?pege bagud,? at have historien og det traditionelle som sit bærende grundlag. Derfor kan disse fag ikke rummes i erhvervsuddannelserne, men må have deres eget system, mener han.

- Der er oprettet en efteruddannelse på Syddansk Erhvervsskole i Odense, hvor man efteruddanner håndværkere til restaureringshåndværkere, men det er kun et skridt på vejen, lyder det fra den tidligere leder af uddannelsen, som netop er Mogens Victor Andersen.

- Efteruddannelsen kan ikke nå dybt nok. Det skal have sit eget system, mener Mogens Victor Andersen.

Han har netop skrevet en endnu ikke offentliggjort rapport om emnet og her foreslår han, at Kulturministeriet sætter penge af til at købe uddannelse hos de gamle håndværkere. De har ikke råd til at tage de unge ildsjæle ind og uddanne dem til det gamle håndværk. Det skal Kulturministeriet støtte, foreslår tømrer, restaureringsarkitekt og cand. arch. Mogens Victor Andersen.

Mød kunstsmed Bjarne Sørensen og kom med ind i Fredericias ældste hus, som han har smedet ting til ? det er i Naboer kl. 15 og 19.55 på TV SYD+.