TV der bevæger dig

Tre gode råd redder liv: Kulturministeren undgik at blive skudt af terrorister

00:42

Tricked Esport havde mandag besøg af kulturminister Mette Bock (LA) - hun fik gode råd. Video: Nicolai Reinhold, TV SYD

Mandag besøgte kulturministeren Tricked Esport i Vejle. Hun fik gode råd om både Counter-Strike og trivsel i skolen.

Sport og kamp. E-sport og valgkamp. Selvom valgkampen ikke er skudt officielt i gang endnu, så smeltede de to kampformer mandag sammen, da kulturminister Mette Bock (LA) slog vejen forbi Vejle Stadion, hvor e-sportsholdet Tricked har til huse.

Her fik ministeren gode råd om, hvordan e-sport og undervisning kan være med til at skabe vækst.

- Det var en god oplevelse, og kulturministeren synes, at vi har gang i noget spændende, siger direktør for Tricked Esport, Morten Høj Jensen, til TV SYD

Vi vil gerne invitere både blå og rød blok til Counter-Strike-dyst. Det er interessant, at de får øjnene op for det nye område.

Morten Høj Jensen, direktør, Tricked Esport, Vejle

Sammen med elever på e-sportslinjerne på folkeskolen Bakkeskolen Cosmos og Rybners Gymnasium i Esbjerg var holdets mål, at overbevise ministeren om, at talentudvikling indenfor e-sport kan bruges effektivt til at skabe et bedre skolemiljø og få bedre trivsel i de danske skoler.

- Vi har tal på, at fraværsprocenten er faldet på de linjer, hvor de har e-sport – og de er gladere, forklarer Morten Høj Jensen.

Kulturminister Mette Bock undgik at blive skudt af terrorister – for hun satte sig ikke selv til skærmen for at spille. Men hun fik en opfordring fra Tricked Esports direktør:

- Vi vil gerne invitere både blå og rød blok til Counter-Strike-dyst. Det er interessant, at de får øjnene op for det nye område.

Inden dysten kan hun så passende kaste sig over disse tre gode råd fra Philippe Mølgaard Ouabai, der underviser i e-sport på Bakkeskolen Cosmos og Rybners Gymnasium.

Bliv bedre til Counter-Strike

  1. Lav en daglig rutine
    Så ved du altid, hvad du gør – og du har altid samme udgangspunkt, når du træner.
     
  2. Vær selvkritisk – se dine egne kampe igennem
    Tænk hele tiden: Hvad kan jeg gøre for at blive bedre og hjælpe mit hold? Vend tankegangen til: Hvad gør jeg forkert – i stedet for at tænke, hvad holdet gør forkert.
     
  3. Vær sund og aktiv
    Du behøver ikke at løbe en halvmaraton eller dyrke fitness. Men når du bevæger dig, så ryger mange frustrationer ud af kroppen, så du er mere positiv.

Om de politiske blokke tager imod invitationen til politisk e-sportsduel er endnu uvist.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App