Kulturministerens første aftale

Kulturminister Uffe Elbæk satte i dag sin første underskrift på en  kulturaftale sammen med udvalgsformænd fra Sønderjyllands fire kommuner.

Der er tale om en forlængelse af den eksisterende kulturaftale, som udløber i år.
 
Forlængelsen af aftalen peger mod dansk-tysk kulturregion. Den betyder, at der kommer 1,4 mio. kr. fra Kulturmiisteriet til kulturen i Sønderjylland. Dertil kommer et tilsvarende beløb fra de fire kommuner.

Over grænsen

Målet med tillægsaftalen er at intensivere kultursamarbejdet hen over grænsen og skabe de optimale betingelser for at grundlægge Danmarks og Europas første internationale kulturregion, hvor samarbejdet udvides med nye partnere. Planen er, at de fire sønderjyske kommuner går sammen med Kreis Schleswig-Flensburg, Kreis Nordfriesland og Stadt Flensburg i Kulturregion Sønderjylland-Schleswig fra 2013.

- Siden vi underskrev vores nuværende kulturaftale i 2008, har vi arbejdet hen imod en dansk-tysk kulturregion. Vi er kommet et meget langt stykke ad vejen, og med denne tillægsaftale får vi den tid, der skal til for at få en optimal proces, hvor vi blandt andet skal have det økonomiske grundlag på plads, siger formand for den sønderjyske kulturaftale, Povl Kylling Petersen, Aabenraa Kommune.

50 arrangementer

 Der har været omkring 50 kulturarrangementer i de tre seneste år, som har været støttet af Den sønderjyske kulturaftale.