Kun hver tredje nye virksomhed er startet af en kvinde

For hver to mænd, der starter en virksomhed, er det kun én kvinde, der gør det samme. Antallet af iværksættere er ellers stigende, men andelen af kvindelige iværksættere er den laveste i 14 år.

Kun 29 procent af nye virksomheder sidste år var startet af kvinder. Det er andet år i træk, at tallet ligger under 30 procent. Det viser tal fra Erhvervsstyrelsen.

Anita Nielsen fra Holsted er en af de kvinder, der har startet egen virksomhed. Hun er konditor og laver bryllupskager. Hun fortæller, at hun godt kan lide alle de muligheder, det giver hende, at være selvstændig. Hun startede sin konditorvirksomhed i 2008. Det var dengang en internetvirksomhed. Siden har hun fået større lokaler, egen butik og ansatte.

Anita Nielsen startede sin virksomhed i 2008, hvor hun bagte en håndfuld bryllupskager om ugen. Nu har hun flere ansatte, fordi der er travlt.
Anita Nielsen startede sin virksomhed i 2008, hvor hun bagte en håndfuld bryllupskager om ugen. Nu har hun flere ansatte, fordi der er travlt.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

Hun er ikke overrasket over, at kun hver tredje nye virksomhed startes af en kvinde.

- Kvinder har, tror jeg, mere behov for at vide at alting er på plads, inden de springer ud i det. De tænker meget mere problemstillingerne ind, inden de er kommet. Det kan være både godt og skidt, siger Anita Nielsen, der opfordrer kvinderne til bare at springe ud i det. 

Mette Hauge er også på listen over kvindelige iværksættere. Hun har selv startet 4 virksomheder, og videresolgt flere af dem. Nu rådgiver hun andre selvstændige - både kvinder og mænd.

Mette Hauge fra Vejle har selv startet og solgt 4 virksomheder.
Mette Hauge fra Vejle har selv startet og solgt 4 virksomheder.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

- Kvinder er meget passiondrevede, hvorimod den mandlige karakter er mere handlingsorienteret og tænker på mål, siger Mette Hauge om iværksættere. 

Begge de kvindelige iværksættere tror også, at familiedrømme kan sætte en stopper for iværksætterdrømmene. For det kræver ekstra at tænke barsel og familie ind i en virksomhed.

Til det siger Steffen Korsgaard fra SDU, at en iværksætter ikke nødvendigvis behøver at arbejde 80 timer i ugen, selvom mange gør det. Han mener også en del af forklaringen på uligheden af iværksætterne kan findes i, at rigtig mange kvinder arbejder i sektorer, hvor iværksætteri ikke er oplagt.

- Hvis man er ansat som sygeplejerske eller andet inden for det offentlige, så er iværksætteri måske ikke oplagt, siger Steffen Korsgaard.