Kun nogle patienter kan få eftertragtet medicin

Selvom medicinen Thyreoid er godkendt af Sundhedsstyrelsen, vil flere praktiserende læger ikke udskrive den til patienter med stofskiftesygdom.

En af de stofskiftepatienter der gerne vil have medicinen, er Jeanett Hvolby Hye fra Grindsted.

Hun har prøvet medicinen og siger, at den virker på hendes sygdom. Men ifølge Jeanette Hvolby Hye vil hendes læge ikke udskrive medicinen til hende, fordi lægen mener den er farlig.

Så mens Jeanett Hvolby Hye ikke kan få den medicin, som hun mener kan hjælpe hende, så er andre patienter mere heldige. Tina Drejer fra Horsens lider også af en stofskiftesygdom og hun har siden november sidste år fået Thyreoid udskrevet af sin læge.

-Det har givet mig mit liv tilbage, fortæller hun til TV SYD.

Thyreoid indeholder hormonet calcitonin. Det bliver normalt produceret af kroppen selv, men ikke hos mennesker med lavt stofskifte.

Sundhedsstyrelsen har godkendt medicinen, men kræver at den praktiserende læge får en udleveringstilladelse , inden den bliver udskrevet til patienten.

Thyreoid kan også købes i Tyskland, Hvis patienten har en recept fra egen læge.

TV Syd har talt med formanden for de praktiserende læger Bruno A.Melgaard Jensen, men han ønsker i dag ikke at udtale sig til TV SYD.