Kunsten at kalke en domkirke

I 10 måneder har Haderslev Domkirke kun et sideskib til rådighed til at holde gudstjeneste.

Restuareringen af Haderslev Domkirke begyndte med forundersøgelser allerede tilbage i 2012. Siden er taget blevet skiftet. Det gamle tegltag, der var utæt og stort set kun blev holdt sammen af tyngdekraften er væk og erstattet af en blytag, som det oprindeligt var.

Nu er den største og mest forstyrrende fase nået. Alle indvendige vægge skal kalkes fra top til bund, og til det er der stillet stilladser op i fuld højde, hvilket svarer til syv etager. Og det betyder, at der kun er et lille sideskib at holde gudstjeneste i.

Vi er nødt til at vælge

- Så bliver vi jo nødt til at vælge, hvilke handlinger, der skal gennemføres og hvilke ikke, siger Anders Ravn, kirkeværge, Haderslev Domkirke.

- Konfirmation er en ting, der kun sker en gang i et menneskes liv. Derfor synes vi, at kirken skal være der for konfirmanderne. Julen på den anden side er jo en begivenhed, der kommer igen og igen, og måske en dag vil kirkegængerne kunne huske tilbage til den jul, hvor de måtte gå til julegudstjeneste i en anden kirke, fordi deres domkirke blev restaureret, fortæller kirkeværgen.

Nationalmuseet skal inddrages

Som altid, når det angår vores kirker, så skal Nationalmuseet inddrages ved vedligeholdelse og ombygninger. Og allerede i 2013 var Nationalmuseets kalkningstjeneste på besøg for at vurdere kalken. Alligevel er der ingen, der aner hvor mange gange, der skal kalkes, før det dækker, men 10 måneder er et forsigtigt skøn. Imens er kirken lukket.

Døbefonten er flyttet ud i sideskibet, så man stadig få døbt sine små.
Døbefonten er flyttet ud i sideskibet, så man stadig få døbt sine små.

Cirka en gang i hver generation skal domkirken igennem den samme omfattende procedure. Den fik en tur i 1940'erne, i 1980'erne og altså nu igen, og det tager 10 år hver gang, sådan i løse penge. Men det betyder jo ikke noget for en institution, der nævner evigheden flere gange hver søndag.

- Man må jo ikke komme på byggepladsen, men kan man finde en kirketjener, og så kan man få en lille rundvisning i stilladserne, fortæller kirkeværge Anders Ravn.

Anders Ravn har også en bøn til unge og deres forældre. De ansatte i kirken og håndværkerne på byggeriet har en mistanke om, at unge i weekenden kravler på det udvendige stillads, der står på sydsiden af kirken.

- Lad være med det, siger han. Det er ikke sejt, og så er det livsfarligt.

Det er livsfarligt at kravle på stilladserne
Det er livsfarligt at kravle på stilladserne