Kunstnere i oliebyer i usædvanligt samarbejde over Atlanten

Udstillingen Rørpost åbner fredag i Esbjerg med kunst som er lavet både hver for sig og sammen. Af kunstnere fra Houston og Esbjerg

Det er på flere måder en usædvanlig kunstudstilling, folk kan se på Esbjerg Rådhus i morgen fredag.

Kunstnerne kommer fra Houston, Texas, USA. Og fra Esbjerg. Begge kendte for at være store offshore-byer i deres hjemlande.

Men endnu mere usædvanligt er det, at kunstnerne har lavet halvdelen af billederne sammen. Først har en af de amerikanske kunstnere malet et billede og derefter sendt det over til deres danske "partner", som har færdiggjort det. Og det samme er sket den anden vej.

Ud fra den inspiration de så har fået fra deres henholdsvis danske eller amrikanske partner har de så lavet et eget værk.

Så billederne hænger naturligvis fire og fire på udstillingen.

Projektet hedder Rørpost fordi billederne jo er blevet sendt frem og tilbage over andedammen mellem Houston og Esbjerg med... nå ja ikke den gammeldaws rørpost men en mere moderne en af slagsen.

Ideen opstod for næsten to år siden. Nu skal udstillingen først vises i Esbjerg. Siden i Houston, hvor den åbner den 10. september.

Til åbningen i Esbjerg vil der være flere af de amerikanske kunstnere til stede. Den danske kunstnergruppe er allerede i gang med forhandlinger med kollegaer fra en anden international kendt offshoreby: Halifax i Canada.