TV der bevæger dig

Kunstudstilling fylder by med fremmede

Nawras Al-Hashimi viser en 10. klasse fra Aabenraa rundt. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Som barn gik Nawras Al-Hashimi på skole i Sønderjylland. Nu er han vendt tilbage for at fortælle sønderjyske skoleklasser om dét at føle sig fremmed.

Man kan godt se på den 38-årige pædagog fra København, at han ikke er etnisk dansker.

Det kunne de andre børn også se, da han som 12-årig kom til Danmark og startede på Felsted Centrale Skole, som en af kun to flygtningebørn.

- Det var ret tydeligt, at jeg var ny på skolen, og at jeg kom fra et andet land. Jeg havde jo sort hår, fortæller Nawras Al-Hashimi.

Alligevel husker han skolen for noget godt. Lærerne var søde, vennerne vare søde, og skolen var god. Men når man bor ude på landet, og der kun er én anden irakisk familie i området, så er man fremmed.

Om udstillingen

100% FREMMED? er et dokumentarisk kunstprojekt, der løbende opbygges til op mod 250 portrætter i tekst, billede og ord tilhørende 250 statistisk udvalgte borgere, der har fået asyl i Danmark siden 1956. Med støtte fra Nordea-fonden rejser hovedudstillingen med de første 100 portrætter til 20 byer over hele landet i 2018 og 2019 og udvides i hver by med 10 portrætter af lokale flygtninge.

 

Se mere

 

Deler sin historie

Nawras Al-Hashimis familie flyttede derfor til Nordsjælland efter kun to år i det sønderjyske. Men nu er han tilbage - for første gang efter 26 år.

- Det er en meget rørende oplevelse for mig at være tilbage i Aabenraa, siger Nawras Al-Hashimi.

Nu står han midt i Aabenraa. Både fysisk og som et kæmpestort portrætbillede. Og han står ikke alene. For hele bybilledet er indtaget af store kuber med portrætter af ”fremmede”. Og på sin tur gennem byen guider Nawras Al-Hashimi en klasse fra 10. Aabenraa rundt i kunsten og portrætterne.

Nawras Al-Hashimis billede i udstillingen "100% Fremmed?" Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

- Mit billede har været del af udstillingen i to år. Men det er første gang, at jeg rejser rundt og helt sårbart og åbent fortæller om min del af historie, fortæller Nawras Al-Hashimi.

Det viser ”100% FREMMED?”

Deltagerne i udstillingen repræsenterer de 161.000 mennesker, som har fået asyl i Danmark de seneste 60 år primært fra 29 lande.

 

Den ældste deltager kom hertil fra Ungarn i 1956, og de senest ankomne er flygtet fra den syriske borgerkrig. Med 100% Fremmed? svarer de tidligere flygtninge selv på et af tidens store spørgsmål: Hvor fremmed de føler sig? Svarende er modsat spørgsmålet meget komplekse og personlige fortællinger om tilhørsforhold, længsler og drømme, minder om mennesker og steder, holdninger til samfund, køn, kultur og religion.

Se mere

 

Ikke længere en fremmed

Nawras Al-Hashimi skal tilbage til København. Men portrættet af ham og de andre fremmede vil kunne ses i bybilledet frem til d. 1. september.

For den tidligere flygtning har modtagelsen af kunstudstillingen ændret meget.

- At blive modtaget så åbenhjertigt de sidste par år, hvor jeg har været del af udstillingen, det har gjort, at jeg fik fornyet mit håb. Jeg tænkte: wauw, jeg er faktisk dansker og det her er mit hjem.

Du kan læse mere om udstillingen på hjemmesiden: www.100pctfremmed.dk/


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App