Kvinde anmeldte voldtægt på åben gade nytårsmorgen

En 28-årig kvinde fra Odense anmeldte søndag aften, at hun var blevet voldtaget på gaden i det indre Fredericia tidligt nytårsmorgen.

Kvinden, der bor i Odense, henvendte sig ved 18-tiden til Fyns Politi. Hun forklarede, at hun mellem kl. 04 og 08 var blevet voldtaget i det fri tæt på den indre by i Fredericia. Sagen blev sendt videre til politiet i Fredericia, som nu eftersøger en ca. 25-årig mand.

- Kvinden har forklaret, at hun havde mødt manden, men vi kender ikke identiteten, siger lederen af lokalpolitiet i Fredericia, vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen, til TV SYD.

Signalementet af manden er sparsomt. Han beskrives som ca. 25 år og ca. 170 cm høj.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at oplyse præcist, hvor det seksuelle overgreb har fundet sted – eller hvad der er foregået.

Efterforskningen bliver sværere, når anmeldelsen først kommer 10-12 timer efter overgrebet.

- Men vi følger naturligvis op på sådan en anmeldelse, siger Peter Balsgaard Nielsen, til TV SYD.