Kvinde dræbt i frontalt sammenstød

En 81-årig kvinde er død i en alvorlig ulykke torsdag formiddag ved Varde.

En trafikulykke fik  torsdag formiddag en tragisk udgang.

Ifølge de første meldinger passerede den kvindelige bilist en lastbil og stødte ind i en modkørende lastbil, skrev Ritzau. Det kunne vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi dog ikke bekræfte, da TV SYD henvendte sig. 

Politiet skriver selv på Twitter, at der er tale om et sammenstød mellem to biler.

Ulykken skete ved 11-tiden på Ringkøbingvej nord for Varde ved Debelvej. Den kvindelige bilist blev herefter fløjet til Odense Universitetshospital. Men lidt over middag skrev politiet på twitter, at kvinden var afgået ved døden.

- Der er tale om en 81-årig kvinde fra lokalområdet, siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Den dræbte kvindes pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchefen. Der kom ikke andre alvorligt til skade ved ulykken.

Vejen var spærret indtil klokken 14.00.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.