Kvinde dræbt ved Vejle

En kvinde på 19 år blev fredag eftermiddag dræbt på hovedvejen mellem Kolding og Vejle nær Viuf, da hun i en personbil kørte frontalt sammen med en lastbil.

Kvinden kørte fra Kolding mod Vejle, da hun pludselig kørte over i den modsatte kørebane.

Hun havde to børn på tre og fem år i bilen. De var fastspændt på bagsædet og kom kun lettere til skade.

Den dræbte kvinde var i familie med børnene.

Hovedvejen var spærret i begge retninger i to timer, da redningsfolk arbejdede på stedet.

Politiet fik alarmen klokken 13.06.

De pårørende er underrettet om ulykken.