TV der bevæger dig

Kvinde fængslet for drabsforsøg

En kvinde på 62 år er søndag blevet varetægtsfængslet frem til 8. august, efter at hun lørdag aften stak en 54-årig mandlig bekendt med en steak-kniv.

Kvinden er sigtet for drabsforsøg og skal sidde varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Knivstikket ramte mandens lever, og offeret var i livsfare og måtte opereres.

Drabsforsøget fandt sted i en lejlighed på Hovedgaden i Tinglev lørdag ved 18-tiden.

Offeret blev meldt udenfor livsfare efter at have modtaget behandling.

Da politiet nåede frem til lejligheden, kunne betjentene anholde den 62-årige kvinde. Gerningsvåbnet fandt de også på adressen.

Politiet kan fortsat ikke oplyse nærmere detaljer om, hvad der gik forud for knivstikkeriet.

Sikkert er det dog, at kvinden og det 54-årige offer er gamle bekendte, og at det var venner af dem, der var til stede i lejligheden på gerningstidspunktet.

Kvinden har umiddelbart erkendt, at hun stak manden med kniven. Om hun nægter eller erkender drabsforsøg, kan politiet dog ikke oplyse.

/Ritzau/

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden