Ældre mand sigtet efter mistænkeligt dødsfald på plejehjem

En 85-årig kvinde er fundet død på et plejehjem i Vojens. Dødsfaldet er sket under mistænkelige omstændigheder, oplyser politiet. En ældre mand er sigtet i sagen.

Artiklen er opdateret med nævnelse af plejehjemmet.

Opdatering: Syd- og Sønderjyllands Politi meddeler på Twitter, at en ældre mand med tilknytning til plejehjemmet i Vojens er sigtet i sagen. Han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i Sønderborg senere på dagen. Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver ved Syd- og Sønderjyllands kan ikke oplyse, hvad manden er sigtet for. Kvinden er blevet opduceret, men politiet ønsker ikke at oplyse dødsårsagen.

En 85-årig kvinde blev mandag aften ved 21-tiden fundet død på Plejecenter Bregnbjerglunden i Vojens oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag morgen.

Samtidig gør politiet opmærksom på, at de pårørende er underrettet.

I følge politiet er dødsfaldet sket under mistænkelige omstændigheder og derfor bliver dødsfaldet nu efterforsket for at få de nærmere omstændigheder klarlagt.

Vagtchefen oplyser tirsdag morgen til TV SYD, at politiet foreløbig ikke har flere oplysninger til offentligheden omkring dødsfaldet og de mistænkelige omstændigheder.