Kvinde indtager chefstolen i Sydbank

Karen Frøsig bliver ny direktør i Sydbank, der er landets fjerdestørste bank. Hun overtager posten efter Carsten Andersen.

Landets fjerdestørste bank Sydbank får en kvinde i spidsen. Karen Frøsig bliver ny administrerende direktør efter Carsten Andersen, som går på pension.

Dermed bliver hun en af de første kvinder på en absolut toppost i den danske bankverden. 51-årige Karen Frøsig har været medlem af direktionen i Sydbank siden 2008.

Overskud i regnskabet

Meddelsen om direktør-skiftet kom samtidig med Sydbanks årsregnskab. Banken fik et nettoresultat på 781 millioner kroner i 2009, hvilket var bedre end ventet.

Banken tabte næsten 1,2 milliarder kroner på udlån. Det er et højt tal, men en naturlig konsekvens af finanskrisen, skriver banken i regnskabet.

Basisresultat før nedskrivninger steg 379 millioner kroner i forhold til 2008 og udgør 2.1 milliard kroner, hvilket er det bedste basisresultat før nedskrivninger i koncernens historie.