Ung kvinde ramt af fyrværkeri - nu undersøger leverandør fejlen

En 21-årig kvinde blev nytårsaften ramt af skud fra et defekt batteri. Leverandøren tester nu batterier af samme type for at finde fejlen.

Signe Agerholm Olesen fik et stort chok nytårsaften. Hun stod udenfor og kiggede på, at hendes kæreste og far fyrede et batteri af, men pludselig gik det helt galt. Skuddene fløj ud af siden på batteriet og ramte Signe Agerholm Olesen.  

Batteriet blev købt i jem og fix, og det er Fyrværkerieksperten, der leverer fyrværkeriet til butikskæden. Fyrværkerieksperten prøver nu at finde ud af, hvad der gik galt. 

- Vi tager det meget seriøst, og vi gør alt for at finde fejlen. Lige nu undersøger vi de batterier af samme type, vi har liggende, siger Morten Sørensen, der er administrerende direktør ved Fyrværkerieksperten, til TV SYD.

Tidligere i dag har Fyrværkerieksperten skudt nogle af de batterier af, de havde på lager. De har endnu ikke fundet fejlen. Derfor vil leverandøren meget gerne have fingrene i det batteri, der sårede 21-årige Signe Agerholm Olesen.

- Vi vil gerne have fat i batteriet, så vi kan sende det til undersøgelser ved et laboratorium og sikre os, at fejlen ikke sker igen, siger Morten Sørensen.

Morten Sørensen oplyser, at batteriet bliver taget af markedet, hvis Fyrværkerieksperten finder en lignende fejl.