Kvinde slap heldigt fra trafikulykke

Et trafikuheld ved Rødekro var årsag til, at al trafik blev spærret på motorvejen tirsdag aften. Den 20-årige bilist fra Aabenraa slap med lettere kvæstelser.

En 20-årig kvinde er sluppet heldigt fra den ulykke, der stoppede al nordgående trafik fra Rødekro på motorvejen i en time tirsdag aften. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

De første forlydender var, at kvinden kunne være kommet alvorligt til skade, men Syd- og Sønderjyllands Politi kan i dag fortælle, at bilisten slap utrolig heldigt fra ulykken.

Politiet ved endnu ikke, hvordan ulykken skete, men der er tale om et solouheld.

Motorvejen blev genåbnet kort før midnat, og den kvindelige bilist blev indlagt på Aabenraa Sygehus.