Kvinde vækket af indbrudstyve i sit hjem

En 40-årig kvinde blev natten til fredag vækket af to indbrudstyve, der brød ind gennem hendes hoveddør.

En kvinde fik en ubehagelig oplevelse, da hun blev vækket af noget tumult ved hoveddøren i hendes hjem i Bylderup-Bov, der ligger mellem Tinglev og Tønder. Hun flygtede ud af en anden dør og kunne fra vejen se to mænd, der luskede rundt i hendes hus. Det oplyser vagthavende på Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Politiet fik anmeldelsen klokken 02:20, og da de ankom, var tyveknægtene flygtet i hver sin retning. Heldigvis var naboerne vakse og kunne lede Politiet på rette spor. Hundepatruljer blev sat i felten, og de fik færten af den ene tyveknægt, der var flygtet cirka 1.000 meter væk og havde gemt sig i nærheden af byens plejehjem.

Tyven viste sig at være fra Litauen. Politiet fandt ham sammen med en række tyvekoster og den bil, de havde brugt i forbindelse med indbruddet. Tyven viste sig at have forbindelse til et andet indbrud i Tønder. Den anden gerningsmand har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke noget spor af.

Den 40-årige kvinde er naturligvis chokeret. Syd- og Sønderjyllands Politi roser naboerne for deres gode vidneforklaringer på stedet.