Kvindelige tricktyve slipper afsted med pensionists pengekasse

To kvindelige tricktyve har været på spil i både Billund og Grindsted. I Billund slap de afsted med en ældre persons pengekasse.

Først blev de set i Billund og en halv time senere i Grindsted. To kvindelige tricktyve har opsøgt ældre beboere på deres adresser for at franarre dem værdier.

- Vi kan ikke være helt sikre på, det er de samme, men der er sammenfald i signalementet, siger Kent Midtgaard Hansen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

I Grindsted forsøgte de to kvinder at opsøge ældre beboere på to forskellige adresser i Sydtoften. Tricktyvene fik intet udbytte med sig, i stedet blev politiet tilkaldt.

I Billund gik det ud over en 79-årig beboer. Her lykkedes det de to kvinder at slippe afsted med beboerens pengekasse. 

- De to kvinder kan sagtens være i følgeskab med andre, for eksempel mænd. De kan også sagtens være i bil. Derfor hører vi gerne fra folk, der har set nogle kvinder, der passer på signalementet. Særligt skal man lægge mærke til, at de ikke er så høje, siger Kent Midtgaard Hansen.

De to kvinder beskrives som sydlandske af udseende, cirka 35 år, 160 centimeter høje og iklædt mørkt tøj. Den ene kvinde havde mørkt hår og den anden lyst.