Kvinder bør lade sig vaccinere

Den frygtede kræftform i kvinders livmoderhals kan stort set udryddes med vaccine. Men det går så langsomt med at udbrede vaccinen, at det vil tage mere end 60 år.

Det får læger til at opfordre alle seksuelt aktive kvinder til at lade sig vaccinere, uanset deres alder.

5000 forebyggende operationer

Livmoderhalskræft er den kræftform, der dræber flest unge kvinder. Alene celleforandringer fører til 5.000 forebyggende operationer om året.

Svære celleforandringer"

Lene Dybdahl er en af de kvinder, som har fået diagnosen "svære celleforandringer". Trods en vellykket operation er faren ikke drevet over. Prøver viste, at hun er disponeret for virussen. Og hendes mor døde af livmoderhalskræft.

Læger bekymrede

Lægerne er bekymrede over, at for få kvinder lader sig vaccinere. I dag er det kun piger på 12 år, der får tilbudt gratis vaccination.

Så der vil gå over 60 år, inden alle kvinder er beskyttet.

Derfor opfordrer lægerne seksuelt aktive kvinder i alle aldre til at tage sagen i deres egen hånd og blive vaccineret.

Koster 3200 kr.

Alle kvinder kan få vaccinen, men den koster 3200 kr - plus et gebyr til lægen, typisk på 400 kr.