To kvinder, en mand døde på E45

To kvinder på 19 og 21 år fra Vejle og en 54-årig mand fra Esbjerg blev dræbt ved fredagens trafikulykke på E45. Lastbilchauffør sigtet for uagtsom manddrab.

To kvinder og en mand blev dræbt, og otte andre kom til skade, da lastbil ramte flere personbiler på motorvej.

En 54-årig mand fra Esbjerg, der var passager i den første personbil, blev dræbt ved påkørslen, og i den anden bil blev to kvinder fra Vejle - den 21-årige fører og hendes 19-årige passager - dræbt.

En 23-årig lastbilchauffør fra Randers er blevet sigtet for blandt andet uagtsomt manddrab efter fredagens ulykke på E45 ved Hedensted, der altså kostede tre mennesker livet og kvæstede otte andre.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi lørdag formiddag i en pressemeddelelse.

Ved den voldsomme ulykke ramte en lastbil med sættevogn flere personbiler. I alt var 13 biler foruden lastbilen involveret i ulykken.

Oprydningsarbejdet efter ulykken var meget omfattende. I godt seks timer var motorvejen spærret mellem frakørslerne 58 og 57.

- Der er 75 meter autoværn, som er kørt i stykker, så der er metal ud over det hele, fortalte vagtchef Jørn Lindhardt fredag. 

I begge retninger opstod flere kilometer lange køer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.