To kvinder har samlet tøj til hjemløse

To kvinder fra Kolding vil gerne hjælpe de hjemløse. Derfor har de gennem de seneste måneder samlet tøj og andre sager ind som de i dag delte ud.

To kusiner, Randi og Melanie Quvang, er i fuld gang med at pakke og sortere. Der er lidt af hvert i de mange sække, som de gennem et stykke tid har fået samlet.

Og selv om det ikke er så koldt som sidste vinter, så vil de gerne give tingene videre til hjemløse.

Men de er ikke så nemme at finde, så det hele blev mandag afleveret til Folkekøkkenet i Kolding.

Folkekøkkenet er et af de steder i byen, hvor de hjemløse ofte kommer og spiser. Her bliver der taget godt imod de to kvinders initiativ.

De to kusiner har ofte mødt en hjemløs på gaden. Og det var en helt spontan ide at de begyndte at samle huer og handsker, tøj, tæpper og andre varme ting til hjemløse.