Kvinder stemmer rødt, mænd stemmer blåt

Ifølge valgforsker er der en større politisk forskel mellem kønnene, end der nogensinde har været. Det bekræfter tre kvinder på et møde i Aabenraa

Når valglokalerne lukkes, og stemmerne tælles op, vil de fleste kvinder have sat deres kryds ved et rødt parti, mens flest mænd vil have stemt blåt.

100 år efter at danske kvinder fik stemmeret, er den politisk forskel mellem de to køn større end nogensinde.

- Der er en tendens til, at unge kvinder og mænd stemmer i hver deres retning rent politisk. Vi ser virkelig en forskel mellem kønnene, som der ikke har været tidligere, siger valgforsker Kasper Møller Hansen.

Den opfattelse bekræfter tre kvinder med hvert sit ståsted i dansk politik. I dag var de til fælles grundlovs-/valgmøde på Grønnegården i Aabenraa.

Anne Sina fra Socialdemokraterne sagde bl.a. at kvinder skræmmes af den sexistiske tone på de sociale medier.

Ellen Trane Nørby (Venstre) erklærer sig for liberal ligestillingsforkæmper, mens Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) noterer, at mænd og kvinder er optaget af forskellige ting ? og derfor stemmer forskelling.

- Kvinder stemer på rød blok og mænd på blå blok, noterer hun.

En ny måling fra Voxmeter viser, at 54 procent af de danske mænd stemmer på blå blok, mens 55 procent af kvinderne stemmer på partierne på den røde fløj.

Samtidig er der 2,9 procentpoint flere kvinder, der stemmer. Eller sagt på en anden måde så var der 114.000 flere kvinder end mænd, der stemte ved kommunalvalget i 2013.

Ifølge valgforskeren er det en køns-kløft, der har vokset sig større op gennem nullerne og nu er større end nogensinde før.

- Den politiske dagsorden er blevet mere tydelig mellem blokkene, og det, tror jeg, har betydning for stemmeforskellen. Blå blok fokuserer på private arbejdspladser, vækst og lavere skat. Det er en økonomisk dagsorden, siger han.

Anne Sina, Ellen Trane Nørby og Karina Lorentzen Dehnhardt om kvinder i politik. (Varighed: 1:42)