Kvindes død i Møgeltønder var en ulykke

Obduktionen af en 53-årig kvinde fra Møgeltønder, der blev fundet død tirsdag, viser, at hun ikke har været udsat for en forbrydelse.

Efterforskningsleder Bent Thuesen, Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at kvinden er død af kulde og andre komplikationer.

Kvinden blev fundet på en græsplæne ved sin bolig i ejendommen Slotfeltvej 1. Hendes jakke og sko lå spredt på græsplænen. Hun var alene iført festtøj.

Den 53-årige har i nogle år boet til leje i ejendommen, der ejes af prins Joachim på Schackenborg Slot.

Liget af kvinden blev fundet af et par, der var ude at gå tur med en hund.

Politiet afspærrede et stort mark- og skovområde, der grænser op til Schackenborg for at finkæmme området for eventuelle spor fra en forbrydelse.

Kvinden boede alene i det tidligere Møgeltønder Mejeri.