Kvindesvømning kræver frivillig indsats - og møder modstand

Flere svømmehaller har succes med særskilte åbningstider for kvinder. Det kræver indsats fra frivillige. Men succesen møder modstand.

Louise Charlotte Bang Gyldenkrone er formand for motionsforeningen Sønder-Korskær, der lejer Fredericia Svømmehal til kvindesvømning. Hun forklarer, at der er omkring fire frivillige per gang.

- Vi har dels frivillige, der tager i mod betaling og tjekker, at kvinderne har betalt. Men så har vi også nogle frivillige, som er ude i baderummet og sikrer at hygiejnen er, som den skal være. Der kommer nogle gange nogen, hvor vi skal fortælle, at påklædning er badetøj, fortæller Louise Charlotte Bang Gyldenkrone til TV SYD.

I Fredericia Svømmehal fortæller den daglige leder Troels Eriksen, hvilke tiltag der gjort.

- Vi har etableret skærmvægge og brusekabiner. På den måde kan vi lukke af, så man ikke kan se så nemt ind, som hvis det stod åbent, siger Troels Eriksen til TV SYD.

Ikke alle er dog enige i, at det er en god idé med særskilte åbningstider for kvinder. Kritikken kommer blandt andet fra folketingsmedlem og 1. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen (DF).

- Det skaber et middelalderligt kvindesyn, og fastholder kvinder i et parallelsamfund, skriver Susanne Eilersen på Twitter.

Susanne Eilersen uddybede sin kritik, da hun var med direkte i TV SYD klokken 22.25.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.