Kyllingeopdrætter slog portene op for nysgerrige

Søndag har en masse landmænd inviteret indenfor i staldene, så vi kan se, hvordan dyrene har det og vores fødevareproduktion foregår.

TV SYD var søndag formiddag en tur forbi Karin og Knud Daugaard-Hansen, der opdrætter fritgående kyllinger på gården Buhlseje mellem Kolding og Fredericia.

quote

Vi er utroligt glade for at mange mennesker har lyst til at besøge os, da vi har gjort meget for at få det her frilandprojekt sat i gang efter 20 år med konventionelt kyllingeopdræt.

Knud Daugaard-Hansen, kyllingeopdrætter, Kolding

For kun halvandet år siden lagde de produktionen af konventionelle kyllinger om til fritgående. Noget familien er meget stolte af at vise frem.

- Vi er utroligt glade for at mange mennesker har lyst til at besøge os, da vi har gjort meget for at få det her frilandprojekt sat i gang efter 20 år med konventionelt kyllingeopdræt, fortæller Knud Daugaard-Hansen.

Buhlseje laver 250.000 kyllinger om året og efter de er gået over til frilandsproduktion, har kyllingerne mulighed for at komme ud, når de er 35 dage. Når de er mellem 56 og 58 dage sendes de til slagtning. 

På besøgsdagen er der masser af muligheder for at stille spørgsmål til produktionen.

- Folk spørger typisk om, hvornår kyllingerne må komme udenfor og hvor gamle de er inden de slagtes. Men mest populært - især hos børnene - er nok at nusse de små gule kyllinger, der blev udklækket for kun tre dage siden.

Åbent Landbrug har i år 50 åbne gårde, og Landbrug og Fødevarer, der laver eventen, regner med, at omkring 80.000 - 100.000 mennesker vil have fundet vej til en af gårdene inden dagen er omme.