Laaangt hjemmefra

Nogle små krabber er fundet i havet ved Esbjerg. De hører hjemme i Asien!

De har ikke noget dansk navn, for de hører slet ikke til i danske farvande - de små krabber, som for en uge siden blev indleveret på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Krabberne var fundet ved Sædding Strand.

Og de gav da også biologerne på museet en del arbejde, inden krabberne blev identificeret.

De har ikke noget dansk navn, men på latin hedder de Hemigrapsus takanoi og Hemigrapsus sanguineus.

- De asiatiske krabber stammer oprindeligt fra det vestlige Stillehav og kom formentlig til Atlanterhavet og Nordsøen som blinde passagerer i bl.a. ballastvandet i de skibe, der sejler på de store oceaner, fortæller biolog og formidler Charlotte Bie Thøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.