Politiet: Drop mobilen, når du cykler

På årets første skoledag cykler mange børn og unge i skole. De har dog svært ved at lade mobilen blive i lommen. Det skal forældrene gøre noget ved, mener politiet.

Ved skolestarten er politiet synligt ved skolerne, så forældrene overholder færdselsreglerne.

Forældrene er dog ikke de eneste, som politiet er særligt opmærksomme på ved skolestart.

I år har Syd- og Sønderjyllands Politi nemlig et særligt øje på børn og unge, der bruger deres mobiltelefoner, mens de cykler, fortæller vicepolitiinspektør Christian Østergaard.

- Vi er ude og lave en indsats rettet direkte mod de 13-16-årige, fordi det er dem, der typisk kommer til skade i trafikken. En undersøgelse viser, at seks ud af 10 bruger mobilen i trafikken.

Halvdelen af unge bruger mobilen på cyklen

De unge har svært ved at lade mobilen blive i lommen på vej til skole. Det viser en undersøgelse, som Wilke har lavet på vegne af Sikker Trafik og Trygfonden. Næsten halvdelen af de 876 adspurgte svarer, at de inden for de sidste to måneder har skrevet beskeder eller fundet musik, mens de sad på cyklen.

Derudover svarer 34 procent de unge i undersøgelsen, at de har taget foto og video til sociale medier, og en tilsvarende andel har talt i mobil, mens de cyklede.

Christian Østergaard så gerne, at de unge lod mobilen blive i lommen, mens de cykler.

- Vi har brug for, at de lader mobiltelefonerne være og cykler, når de cykler.

quote

Hvad far gør, det gør ungerne også

Christian Østergaard, vicepolitiinspektør

Forældrene skal på banen

Politiets synlighed ved skolerne er dog ikke nok for at få de unge til at opføre sig ordentligt i trafikken. Forældrene skal i langt højere grad spille en rolle for at få deres teenagebørn til at færdes efter reglerne.

- Vi har brug for, at forældrene kommer på banen, til at sætte nogle klare regler. Det viser sig, at hvis forældre er klare i mælet om, hvordan de forventer deres børns trafikadfærd, så retter børnene faktisk ind. Hvad far gør, det gør ungerne også, siger Christian Østergaard.