Læge og politiker: Indfør brugerbetaling på lægevagten

Læge og regionsrådsmedlem for Liberal Alliance, Marianne Mørk Mathiesen foreslår brugerbetaling på lægevagten for at komme misbruget af lægevagten til livs. Det vil ramme de svageste, siger politiske kolleger.

Hvis du glemmer at forny din p-pille recept i lægernes åbningstid eller skal have andet medicin, der ikke er livsvigtig, så skal det koste penge.

Det foreslår læge og regionsrådsmedlem, Marianne Mørk Mathiesen (LA). Det skriver JydskeVestkysten mandag.

- Har man glemt at købe en liter mælk i supermarkedet, koster det ekstra at købe den i døgnkiosken. Vi skal have strammet op over for henvendelserne til lægevagten, og her er brugerbetaling en simpel løsning, siger Marianne Mørk Mathiasen til JydskeVestkysten.

Men det er ikke vejen frem, mener lægens politiske kolleger.

- Vi skal opdrage patienterne, og lægerne skal sige "nej", når noget kan vente. Vi skal ikke lave hovsa-løsninger. Jeg er ikke sikker på, at den patientgruppe, som stiller de urimelige krav, er specielt lette at trække pengene ud af, siger formand for Sundhedssamordningsudvalget, Bo Libergren (V) til JydskeVestkysten.