Lægehelikopteren fløj mere sidste år - patienter meget tilfredse

De tre lægehelikoptere med baser i Skive, Billund og Ringsted havde sidste år 3.989 flyvninger. Det er ti procent flere end i 2017.

De flyvende læger i landets tre lægehelikoptere havde travlt sidste år.

Hele 3.989 missioner blev det til. Det svarer til, at hver helikopter fløj tre til fire missioner i døgnet.

Det er en stigning på knap ti procent i forhold til 2017, fremgår det af årsrapporten for den landsdækkende helikopterordning.

Sådan fløj helikopterne

  • Billund 1.388
  • Ringsted 1.187
  • Skive 1.414

Der var flest flyvninger til det vestlige og sydlige Jylland samt den sydlige og vestlige del af Sjælland.

- Helikopterne bidrager til, at folk i tyndt befolkede egne også får hurtig og kompetent hjælp, siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), i en pressemeddelelse.

Hun forudser, at behovet for assistance fra helikopterne vil øges de kommende år.

- Der bliver flere ældre og flere syge borgere, og det øger presset på helikopterne. Ny viden om tidlig behandling for eksempel ved mistanke om blødning i hjernen gør også, at der bliver et større pres på kapaciteten, siger Danske Regioners formand. 

Det er især patienter med hjerte-kar-sygdomme, som helikopterne flyver med.

Det gælder for 44 procent af patienterne.

20 procent af patienterne havde neurologiske sygdomme, og 18 procent af patienterne var tilskadekomne med traumer, eksempelvis fra en færdselsulykke.

Høj tilfredshed hos patienter

Alt tyder på, at patienterne er godt tilfredse med den lægebehandling, de får om bord på helikopterne.

I en tilfredshedsundersøgelse blandt 510 patienter svarer 93 procent således "meget godt", mens 7 procent svarer "godt".

Top-10-liste over de hyppigste skadesteder

Lægehelikopterne fløj især til landets yderområder.

Tallet angiver antallet af skadesteder i kommunen.

  1. Thisted Kommune: 248. 
  2. Ringkøbing-Skjern Kommune: 199. 
  3. Morsø Kommune 159.
  4. Sønderborg Kommune: 159.
  5. Ærø Kommune: 156.
  6. Skive Kommune: 153.
  7. Bornholm Kommune: 153.
  8. Guldborgsund Kommune: 148.
  9. Holstebro Kommune: 128.
  10. Lolland Kommune: 120.

(Kilde: Årsrapport for lægehelikopterne 2018, Danske Regioner)

Lægehelikopterne drives af regionerne, og alle helikoptere kan operere på tværs af landet.

De tre helikoptere har baser i Skive, Billund og Ringsted. Budgettet var sidste år 135 millioner kroner.

Med finanslovaftalen for 2018 blev det besluttet at udvide ordningen med en fjerde helikopter fra januar 2019.

Den fjerde helikopter har indtil videre base i Aalborg Lufthavn, indtil en base ved Saltum i Jammerbugt Kommune er klar i 2020.