SUNDHEDSREFORM Lægehus mangler læge på tredje år

Lægehuset i Feldsted er beregnet til tre læger. Men i tre år har de to læger, der er tilbage efter at deres kollega gik på pension, forgæves søgt en ny kollega.

Regeringen fremlagde tirsdag en ny sundhedsreform, hvor der er planlagt 48 ny introduktionsstillinger til nyuddannede læger, men at der bliver oprettet 48 nye lægestillinger er ikke ensbetydende med, at der så også kommer 48 nye læger. Det kan de snakke med om i lægehuset i Felsted.

Siden en kollega gik på pension for tre år siden, har de ledt efter en erstatning. Uden held. Der er ingen, der søger til Felsted, der ligger i Aabenraa Kommune.

- Det påvirker os da. Vi skal løbe hurtigere og vi er sårbare, når der er ferie eller sygdom, fortæller praktiserende læge, Bent Gyldenhof, der har været læge i Felsted i 30 år.

Ekstra indsats hjalp

Men med en ekstra indsats fra læger og sygeplejersker er det lykkedes at holde skansen. Lægehuset i Felsted har haft lukket for tilgang, men har nu åbnet igen.

- Patienterne er frustrerede, når de ikke kan få en læge. Vi er meget servicemindede, så når patienterne er frustrerede, bliver vi det også, fortæller lægen i Felsted.

Bent Gyldenhof har som sagt været læge i Felsted i 30 år, selvom han ikke kan løbe fra, at han har trådt sine barnesko i det nordsjællandske.

- Det er rigtigt træls, at vi ikke kan få læger til at flytte hertil. Jeg har selv haft et godt læge- og familieliv her i Felsted, og det er et godt sted at arbejde og et godt sted at bo, siger lægen.