TV der bevæger dig

Lægemangel skaber utryghed: Tommy overvejer at flytte

4000 patienter står lige nu uden fast læge, fordi Lægerne i Gørding er sygemeldt. Arkivfoto Foto: Michael Nielsen

4000 patienter står lige nu uden fast læge, fordi Lægerne i Gørding er sygemeldt. Arkivfoto

1 af 2

Tommy Rohdes læge i Gørding er sygemeldt, og det har ikke været muligt at skaffe en substitut. Derfor står han og ca. 4000 andre patienter lige nu uden fast læge.

Tommy Rohde Pedersen vågnede tirsdag morgen og følte sig utilpas. Han tog derfor telefonen og ringede til sin læge, Lægerne i Gørding. Her blev han dog noget overrasket over den besked, der mødte ham.

- Klinikken er lukket på grund af sygdom, sagde den automatiske telefonsvarer.

Lægerne i Gørding informerer på denne måde deres patienter om lægernes sygdom. Foto: Stefan Jørgensen

- Jeg blev temmelig overrasket, for jeg havde intet hørt om, at lægerne skulle være blevet syge. Jeg havde absolut intet hørt om det, fortæller Tommy Rohde Pedersen TV SYD.

De to læger i klinikken, hvor omkring 4000 patienter ifølge Region Syddanmark er tilknyttet, er sygemeldt på grund af henholdsvis en kræftknude og en operation, afslører klinikkens hjemmeside.

Ingen vikardækning

Nu skal jeg ringe rundt og tigge og bede om at blive tilset af en læge, når jeg har det dårligt. Det, synes jeg, er ærgerligt.

Patient Tommy Rohde Pedersen.

Tommy Rohde Pedersen måtte derfor forsøge at ringe til lægevagten, som telefonsvareren henviste til. Lægevagten kan først tage patienter efter klokken 16. Han ringede derfor til flere lægehuse i Bramming, hvor han bor.

Her kunne Tommy Rohde Pedersen dog heller ikke komme for. Lægehusene henviste til manglende kapacitet – de kan altså ikke tage flere patienter. Tilfældigvis var Tommy Rohde Pedersen i Odense tirsdag morgen, og til sidst ringede han derfor til en lægeklinik i Odense, som tilså ham. Han har influenza.

- For tre år siden flyttede jeg til Bramming. Dengang kunne jeg ikke få læge i byen på grund af lægemangel, og nu skal jeg så ringe rundt og tigge og bede om at blive tilset af en læge, når jeg har det dårligt. Det, synes jeg, er ærgerligt. Så overvejer man, om man skal finde et andet sted at bo. Lægemangelen skaber utryghed i området, mener Tommy Rohde Pedersen.

Information til patienter fra Gørding Lægehus, står der på en af lægerne i Brammings hjemmeside. Foto: Stefan Jørgensen

Frank Ingemann Jensen, afdelingschef i praksisafdelingen ved Region Syddanmark, oplyser, at Lægerne i Gørding har forsøgt at få vikardækning, som reglerne foreskriver, men at det ikke har kunnet lade sig gøre.

- Reglerne er sådan, at de, der ejer ydernummeret (altså lægepraksissen, red.), skal sikre, at der enten er en vikar, eller at en nabopraksis kan overtage patienterne, forklarer Frank Ingemann Jensen. 

Læs også Falck skal drive lægeklinik i Esbjerg

 

- Vi kunne godt hakke løs på de to læger, men de har faktisk forsøgt at skaffe en vikar. Det har ikke kunnet lade sig gøre indtil videre, så nu vil regionen forsøge at hjælpe, siger Frank Ingemann Jensen.

Læs også 2000 borgere risikerer atter at stå uden deres egen læge

Ret til læge

Han forklarer, at der ikke er andet at gøre for patienterne end at kontakte andre læger. Som patient har man nemlig ret til at gå til andre læger, hvis der opstår akut sygdom, og ens egen læge ikke kan tilse én.

Vi kunne godt hakke løs på de to læger, men de har faktisk forsøgt at skaffe en vikar.

Frank Ingemann Jensen, afdelingschef i praksisafdelingen ved Region Syddanmark

- Der er ikke andet at gøre end at kontakte nabolægen. Kan man ikke komme igennem der, må man ringe rundt, indtil man finder en læge, der kan tage en ind. Er det helt umuligt må man ved akut sygdom til sidst kontakte sygehuset, siger Frank Ingemann Jensen til TV SYD.

Det tilfredsstiller dog ikke Tommy Rohde Pedersen.

- Jeg bor i et udkantsområde, og jeg har selv valgt at flytte til Bramming. Jeg kan fint undvære tøjbutikker eller andre luksusting inde fra de større byer, men jeg forventer, jeg kan regne med, at jeg kan ringe til en læge, siger Tommy Rohde Pedersen til TV SYD.

Læs også Ny lægemangel: 1300 borgere mister deres praktiserende læge

Hurtig afklaring

Frank Ingemann Jensen fra Region Syddanmark håber, der kan komme en hurtig afklaring på situationen, så de omkring 4000 patienter ved, hvor de skal gå hen.

- Vi håber, at vi allerede kan finde en afklaring på situationen i morgen. Der håber vi, lægeklinikken i Gørding kan åbne igen med en vikar, siger Frank Ingemann Jensen.

Esbjerg-området er i forvejen hårdt ramt af mangel på praktiserende læger. Derfor har Region Syddanmark for eksempel åbnet en lægeklinik i Hjerting i april. 

Læs også Esbjergs nye lægeklinik er nu åbnet

 

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App