Læger hjælper: Alle tilflyttere kan få læge

Den mest kritiske lægemangel er sat på standby i Horsens. De praktiserende læger tager et ekstra nap, så alle kan få en læge.

Horsens Kommune og de praktiserende læger har indgået et utraditionelt samarbejde. Til efteråret ventes to nye praktiserende læger at være  på plads. Og indtil da tager alle de 31  praktiserende læger ca. 50 patienter ekstra ind hver.

- Det kan kun være en kortvarig løsning. Sådan lidt ligesom at tisse i bukserne på en frostdag for at holde varmen, siger formanden for de praktiserende læger (PLO) i Horsens, Lasse Poulsen, til TV SYD.

-Det er vigtigt, at vi kan give de borgere, der flytter til Horsens, en god service. Og god service vil fra en lægelig side være, at man kan få en læge indenfor bygrænsen, siger Lasse Poulsen videre.

Tilflytningen til Horsens er i disse år på ca. 1500 personer om året. Det svarer faktisk til én ny lægepraksis hver år.

I øjeblikket har byen to ubesatte praksisser  – og de praktiserende læger har mere end travlt. Derfor kan det kun være en kortvarig løsning.

PLO i Horsens har også hjulpet kommunen med at tiltrække nye læger til byen.

Lægeformand i Horsens, Lasse Poulsen: En kort og en lang løsning.