Lægger strand på Facebook

Aabenraa Kommune tager moderne sociale medier i brug for at høre borgernes mening om, hvordan Sønderstrand kan blive en endnu bedre strand.

- Det er vigtigt for os at vide, hvad borgerne tænker omkring Sønderstrand, da det jo er deres strand, siger Stig Werner Isaksen, direktør for Kultur, Miljø & Erhverv. En enkel måde at få sådan en pejling på er ved at indsamle oplysninger via Facebook. Det har vi ikke prøvet før, så vi er selvfølgelig spændte på, hvad resultatet bliver.

Hen over sommeren har den populære strand været emne i mange læserbreve og artikler i lokalpressen. Strandens bundforhold - og et manglende Blå Flag - har være centrale emner.

For at gøre Sønderstrand mere attraktiv har kommunen lavet en projektgruppe. Et af løsnings-forslagene har været en mini-undersøgelse - eller temperaturmåling om man vil - på Facebook.

Undersøgelsen løber til 15. oktober, og forslagene vil indgå i projektgruppens arbejde.

For at fremme interessen udlodder kommunen fem gange to billetter til en koncert med duoen Hush i Sønderjyllandshallen den 31. oktober mellem de første 40 kommentarer.