Lærer tysk sprog med tysk rap

I folkeskolen er engelsk hot, mens tysk er not. Og det får konsekvenser, når de unge skal vælge sprogfag på de gymnasiale uddannelser. Det kan tysk rap-musik ændre ved.

I 2010 havde 46,6 procent af studenterne valgt tysk fortsættersprog. I 2015 var det tal faldet til 42,7 procent. 

Men det kan sagtens være anderledes - og det gør Zoran Lekovic nu noget ved. Han rejser rundt med projektet "Lær tysk med tysk rap", der henvender sig til folkeskole- og gymnasieelever samt andre, der vil lære tysk.

 

-Jeg fik selv 11 i tysk, da jeg gik på gymnasiet og jeg er ret sikker på, at det har noget at gøre med, at jeg kunne mange tyske rap tekster udenad. Min lærer Kirsten syntes også det var spændende og nyt, da jeg i en selvvalgt opgave besluttede mig for at analysere en tysk rap-sang. Jeg skylder den tyske rapper Samy Deluxe det 11 tal, siger Zoran Lekovic  under en gæsteoptræden i 9. klasse på Boldesager Skole i Esbjerg.