Lærke er Kolding-borger nr. 90.000

Kolding har nu rundet 90.000 borgere. Lærke Klinge Thomsen er borger nr. 90.000 i Kolding Kommune. Lærke blev født 3. oktober på Kolding Sygehus.

Kolding-borger nr. 90.000 bor sammen med sin storebor William og mor og far Trine og Nicolai Klinge Thomsen i Lunderskov.

For at markere den flotte milepæl i befolkningsudviklingen fik mor og datter overraskende besøg af Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen, der kunne overrække en Georg Jensen flagstang med borger nr. 90.000 indgraveret. Der var også en bamse, en lille gave til storebror samt en kurv med lokale varer og designs til forældrene.

?Det er som at vinde en konkurrence, man ikke vidste man var med i? sagde en glædeligt overrasket Trine Klinge Thomsen, der i øjeblikket nyder barslen og bruger tiden på ture til byens nye legeplads og babycafe med sundhedsplejerskerne på biblioteket.

Familien flyttede fra Bramdrupdam til Lunderskov i 2008, fordi de her kunne realisere drømmen om eget hus til fornuftige penge og samtidig have nemt til deres arbejde.