Lagerarbejdere i aktion for bedre arbejdsvilkår

Fagforeningen 3F brugte dagen efter Black Friday på at gøre opmærksom på lagerarbejdernes arbejdsvilkår.

Fagforeningen 3F brugte dagen efter Black Friday på at gøre opmærksom på lagerarbejdernes arbejdsvilkår, nu de håndterer de mange pakker, vi køber både i butikkerne og online.

De mener, at arbejdet er blevet for presset og dermed opstår der stress og andre arbejdsskader også hos medarbejdere, der arbejder på højteknologiske lagre.

3F lagerarbejdere aktionerer jasc_20201128_130255

Hårdt arbejde der konstant overvåges

- Vi ser unge folk, der stopper efter kort tid. De kan simpelthen ikke holde til det, det er for hårdt for kroppen med det tempo, man ofte skal holde, siger Gert Ladefoged Jensen, der selv er lagerarbejder i Kolding.

Antallet af pakker stiger markant i disse år med stigende onlinehandel, og ifølge 3F stiger konkurrencen også.

- Det betyder, at dem der skal bruge hjælpemidler, de bruger dem ikke altid, for så når de ikke de mål, deres pakkelager siger, de skal, og det er noget skidt, mener Gert Ladefoged Jensen.

Højteknologiske lagre presser medarbejderne

Otte ud af ti lagerarbejdere frygter for deres helbred og nedslidning - i følge en 3F-undrsøgelse.
De højteknologiske lagre er overvåget og styret centralt, og det gør det muligt at følge medarbejdernes præstationer hele tiden:

- Man bliver overvåget på hurtighed og fejl, og chefer kan se det via de kameraer og mikrofoner, der er over alt, og det er en skidt udvikling, siger Gert Ladefoged Jensen.

Dagens aktion fandt sted ved Kolding Storcenter. Antallet af deltagere var begrænset til tre for at tage hensyn til coronasituationen.