Lagerhaller ligner en udbombet bygning

48 timer efter, at der gik ild i fire store haller i Børkop, er brandfolkene fortsat i gang med at efterslukke branden.

Store bunker af forvredet metal og smeltet plastik er det eneste, der er tilbage af de fire lagerhaller, der blev flammernes bytte ved en storbrand i Børkop.

To døgn efter branden, hvor 72 brandfolk kæmpede med at få styr på ilden, bliver hele det 8.000 kvadratmeter store område minutiøst gennemgået for at få slukket de sidste små brande, der gemmer sig i små lommer.

Masser af metal og plastik ligger tilbage.
Masser af metal og plastik ligger tilbage.
Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD

De fire lagerhaller tilhører virksomheden Schou og ligger i dag tilbage som noget, der brutalt er blevet jævnet med jorden.

Otte mand fra Trekantens Brandvæsen var torsdag fortsat på brandstedet. De vender tilbage igen fredag, men kun for at slukke de sidste små flammer. Efterfølgende venter der et større oprydningsarbejde, før alle rester fra branden er fjernet.

Alt er brændt ned i de fire haller.
Alt er brændt ned i de fire haller.
Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD
Hele området bliver gennemgået af brandfolkene.
Hele området bliver gennemgået af brandfolkene.
Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD