Landbruget svarer igen: Vi er ikke skyldige i fiskedød

Da fiskene i Filsø døde pludseligt i sidste uge, fik landbruget skylden. Men det er unfair, mener formanden for Landbrug og Fødevarer.

Siden den massive fiskedød i Filsø, hvor døde fisk flød til bredden på grund af iltsvind, har politikere og Danmarks Naturfredningsforening skudt skylden på landbruget. De beskyldninger er forkerte, mener Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer.

- Det her er lidt mere kompliceret end den sædvanlige beskyldning om næringsstoffer fra landbruget, og det ville en simpel research have kunnet vise, siger han.

quote

Jeg synes, det er et seriøst emne, så det vi helst vil, er at have en stille og rolig snak om, hvordan vi får løst miljøproblemerne.

Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer

Martin Merrild bakker sin påstand op med vurderingen fra Theis Kragh, der er lektor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet. Han undersøger tilstanden i Filsø og mener, at det er den varme sommer og en lang periode med tørke, der kombineret med et kraftigt regnskyl og et intensivt dyrket opland bærer skylden for fiskedøden.

- Der er mange ting, der adskiller Filsø fra, hvad der er almindeligt. Hvis de ting havde været en del af journalisternes research såvel som politikeres og Danmarks Naturfredningsforenings research, så kunne vi være sparet for falske anklager mod landbruget, mener Martin Merrild.

I stedet ville Martin Merrild foretrække en seriøs debat om fænomenet, så man i fremtiden kunne undgå at opleve en lignende voldsom fiskedød.

- Jeg synes, det er et seriøst emne, så det vi helst vil, er at have en stille og rolig snak om, hvordan vi får løst miljøproblemerne.