TV der bevæger dig

Landdistrikter overladt til private lånehajer

05:09

Virksomheden kan ikke få kreditforeningslån på grund af postadressen.

1 af 2

Købere af ejendomme i landdistrikter må enten låne penge af familie og venner eller kaste sig i armene på private lånehajer, fordi de ikke kan få kreditforeningslån.

Kreditforeningerne siger, at de ikke kan få sikkerhed for deres pant i områder, der er ramt af affolkning. De skal have en rimelig sikkerhed for, at en ejendom til enhver tid kan omsættes inden for seks måneder, hvis de skal give lån.

Sagen om TBS Maskinpower er blandt de seneste eksempler på låneafslag.

Tidligere maskinhandler Alex Pedersen ville sælge sine bygninger i Starup ved Grindsted for seks millioner kroner til TBS Maskinpower med hovedsæde i Brørup. TBS Maskinpower boede til leje i afdelingen i Starup.

Imidlertid kunne TBS Maskinpower ikke få kreditforeningslån til at overtage bygningerne. I stedet finansierede parterne selv handlen, så Alex Pedersen fik pantebreve i stedet for kontanter. Det gjorde finansieringen mere end dobbelt så dyr for TBS Maskinpower, der er en veldrevet virksomhed med 50 ansatte i tre afdelinger.

- Det er vildt mærkeligt, at en veldrevet virksomhed med muligheder for at udvide ikke kan få kreditforeningslån, fordi virksomheden ligger det forkerte sted. Det her vil tømme landsbyerne for funktioner og arbejdspladser. Det er på tide, at det politiske system anerkender, at vi har et problem. Det skal ikke være sådan, at alle er tvunget til at bo i byerne, siger Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Venstremanden Hans Christian Thoning deler hendes opfattelse:

- Sagen om TMS Maskinpower viser, at noget er helt forkert. Naturligvis skal man være i stand til at betale et kreditforeningslån tilbage, men i denne sag er kreditværdigheden jo i orden.

Eksemplerne på afslag på lån fra kreditforeninger er efterhånden så talrige, at politikerne i Folketinget begynder at røre på sig.

Mandag holder Folketingets udvalg for landdistrikter og øer høring i Vejle om kreditkrisen i landdistrikter, og mandag aften er der borgermøde om sagen i Helle Hallerne i Årre ved Varde.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden