TV der bevæger dig

Erhvervsministeriet: Landdistrikterne skal blive grønnere

Foto: Martina Heggie/Ritzau Scanpix

Danmark skal blive grønnere, og det skal landdistrikterne hjælpe med. Det er i hvert fald budskabet til en konference, som Erhvervsministeriet afholder i samarbejde med landdistrikterne.

Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid? Det er spørgsmålet, som skal drøftes til den årlige landdistriktskonference i Bredsten, som erhvervsminister Simon Kollerup har inviteret landdistrikterne til den 28. oktober.

På konferencen skal landdistrikterne og regeringen blandt andet diskutere, hvordan lokalsamfund, borgere, kommuner og erhvervslivet kan realisere regeringens ambitiøse klimamål, og hvilken rolle lokalområderne kan spille i den anledning.

Nationale klimamål, lokale ambitioner

Landdistrikternes Fællesråd ser frem til en konference, hvor regeringens klimamål står klart i forhold til, hvad man forventer af landdistrikterne.

- Jeg forventer, at der bliver et møde, hvor vi både hører om regeringens lokale ambitioner, og hvad det er for en grøn fremtid, vi skal gå i møde, og hvordan landdistrikterne kan bidrage. Vi skal også tale uddannelse og grøn udvikling. Også i forhold til erhvervslivet. Jeg forventer inspiration, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Som en del af programmet kårer erhvervsministeren vinderen af årets landdistriktspris. Prisen gives til dem, der skaber en positiv udvikling og attraktive lokalsamfund i landdistrikterne.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App