Landingsbane i Skrydstrup er tom onsdag

Der er ikke meget gang i F16-flyene onsdag. F16-flyene får et ekstra servicetjek og dagens flyvetræning er aflyst.

Der var dramatiske scener over luftrummet på Skrydstrup Flyvestation tirsdag, da landingsstellet på et F16-jagerfly gav så store problemer, at piloten katapulterede sig selv ud og lavede en kontrolleret nedstyrtning over Vesterhavet. Onsdag var der luftrummet dog helt tomt for F16-fly over Skrydstrup.

Årsagen er, at Flyvestationen har valgt at aflyse dagens træningsflyvning. I stedet holder flyene stille og får et ekstra servicetjek - blandt andet er flere hjul i dag blevet skiftet - også selvom årsagen til gårsdagens styrt endnu er ukendt.

Og netop derfor har Forsvarets havarikommission nu overtaget sagen. Søren Andersen er tidligere formand for Forsvarets Flyvehavarikommission.

- Helt overordnet set sker der det, at når et fly bliver totalskadet, så nedsætter man en havarikommission, for at finde ud af, hvad skete der, sådan at vi kan lære bedst muligt af det og undgå at sådan noget sker i fremtiden.

Han kan ikke udtale sig om den konkrete situation, men forklarer hvordan havarikommissionen normalt arbejder.

- Det man kigger på er alle de data man kan få, det er interviews med vidner, med besætningen, og så er det selvfølgelig selve flyet som man samler op og analyserer.

Det kan tage op til flere måneder, inden havarikommissionen er færdige med deres arbejde.