Landmænd: Bankerne skal behandle os ordentligt

Mange landmænd oplever at blive dårligt behandlet af bankerne, når der er pengeproblemer.

For mange hårde ord og for lidt medfølelse. Sådan oplever flere kriseramte landmænd deres kontakt med bankerne.

- Vi har mange medlemmer, som føler sig rigtig dårligt behandlet af bankerne, og det er ikke tilfredsstillende, siger Nis Kristian Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening, til TV SYD.

Alene i Syd- og Sønderjylland er 268 kriseramte landbrug og 148 konkurstruede landbrug, viser nye tal fra SEGES, det tidligere Videncenter for Landbrug.

Men selv om en landmand har røde tal på bundlinjen, har han stadig krav på at blive behandlet ordentligt, mener Nis Kristian Hjort:

- Jeg ville ønske, at bankerne ville huske, at krisen i landbruget også handler om mennesker. Når et landbrug er i krise, så er det ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om landmændenes liv og deres familiers skæbne, siger han.