Landmænd er pressede til at sælge

80-85 procent af årets høst er overstået, og flere af de sydjyske landmænd er pressede til at sælge med det samme. Det gør, at landmændene får en dårlig pris på deres korn.

Flere af de danske landmænd er i knæ. Det har der været skrevet meget om. Men i de sidste uger har landmændene rettet sig op og sat sig til rette i mejetærskerne for at få årets høst hjem. Og det er de næsten færdig med nu.

- Status er, at vi er nået 80-85 procent hen med at bjærge årets avl. Så vi er langt fremme, siger Jens Christian Schelde, der er afdelingschef i DLG i Brørup, til TV SYD.

Man forventer, at høsten ender på ni millioner tons korn på landsplan. Og det er noget, som bør give landmændene smil på læberne.

-Når vi har de her gode høstdage, så hjælper det altid på humøret, fortæller Jens Christian Schelde.

Men der er dog et "men" ved høsten i år.

Flere landmænd er så pressede økonomisk, at smilet kun kortvarigt overskygger panderynkerne.

- Det ligger jo i baghovedet, at økonomien er stram, siger Jens Christian Schelde.

Og det betyder for de mest pressede landmænd, at de er nødsaget til at sælge deres høst med det samme. Gør landmændene det, så får de en dårligere pris for høsten.

- Priserne er generelt set dårligere i høstsæsonen, fordi der er flere sælgere, end der er købere, forklarer landmand Poul Christensen.

Priserne er i forvejen lavere end normalt, blandt andet fordi Rusland har boykottet de europæiske afgrøder. Det anslås dog, at årets høst vil indbringe de danske landmænd 10 mia. kroner.