Landmænd får forlænget fristen for at så efterafgrøder

Efterafgrøderne skulle være sået inden søndag. Men masser af regn har gjort det umuligt for landmændene at nå. Nu får de ti dage mere.

Når kornet er vådt, kan landmanden ikke høste. Når han ikke kan høste, kan han ikke få sået nye afgrøder på sin jord.

Inden 20. august skulle efterafgrøderne være sået, hvis ikke landmanden vil undvære sin EU-støtte. En nærmest umulig opgave med de mange regnvejrsdage, vi har haft. Den erkendelse er Landbrugsstyrelsen nu også nået til, og de har derfor givet landmændene en ny frist. Nu har de indtil den 30. august, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.  

Det er Landbrug og Fødevarer, der har anmodet styrelsen om at få fristen forlænget. De er glade for udsættelsen, selvom de gerne ville have haft flere dage.

Disse afgrøder berøres af fristforlængelsen:

  • Korsblomstrede afgrøder
  • Almindelig rug
  • Stauderug
  • Honningurt
  • Vårbyg

- Det burde dog have været 14 dage frem for de 10 dage, fristen er blevet udskudt, så der er tid til at få høsten i hus og få etableret efterafgrøderne, siger Torben Hansen, der er formand for planteavl under Landbrug og Fødevarer, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.

Hos Landbrug og Fødevarer mener man, at der skal laves en permanent løsning, så man ikke presser landmændene på samme måde næste år.

- Det er uholdbart, at vi skal stå i denne situation flere år i træk, så vi mener, man bør gå ind og kigge mere grundlæggende på reguleringen og finde en løsning, så vi undgår at stå i samme situation igen i de kommende år, siger Torben Hansen.