TV der bevæger dig

Landmænd på kursus: Gårdbutik for begyndere

Mange landmænd er interesserede i at åbne egen gårdbutik, mener de hos Landbrugsrådgivning Syd, der onsdag har fuldt hus til en temaaften om at drive en gårdbutik. Foto: bardur Michaelsen, TV SYD

Landbrugsrådgivning Syd har haft så mange forespørgsler fra landmænd, der vil åbne deres egen gårdbutik, at de nu holder en hel temaaften om emnet.

Når Landbrugsrådgivning Syd tirsdag holder en temaaften for landmænd om at åbne egen gårdbutik, så er der fuldt hus.

Over 50 har meldt sig til, og det er næsten dobbelt så mange, som Landbrugsrådgivning Syd havde regnet med.

Og det har noget med tidsånden at gøre, mener temaaftenens tovholder, landbrugskonsulent hos Landbrugsrådgivning Syd, Jette Beck.

- Gårdbutikkerne er de nye Gucci-butikker, siger Jette Beck til TV SYD. - Der er så mange trends, der går i den retning. Både de mange madprogrammer i fjernsynet og alle de mange madblogs på internettet viser, at folk er interesserede i at vide, hvor maden kommer fra, forklarer hun.

Penge og stolthed driver værket
Hun mener at trenden slår igennem både hos dem, der handler i butikkerne, men også de mange landmænd, der er interesserede i at åbne deres egen gårdbutik. For dem handler det især om to ting, forklarer Jette Beck.

Gårdbutikkerne er de nye Gucci-butikker.

Jette Beck, konsulent, Landbrugsrådgivning Syd

- Mange af dem, der har henvendt sig til os om gårdbutikker og som har meldt sig til vores temaaften er deltidslandmænd. De håber, at de med en butik kan få en ekstra indtægt. Måske fordi de håber at kunne gøre deres landbrug til en levevej, fortæller Jette Beck.

Det handler dog ikke kun om penge. Den anden grund, til at så mange gerne vil åbne egen gårdbutik, er stolthed, mener Jette Beck.

- Når man selv har et landbrug, så er man stolt af det. Man lægger så mange timer i det, også udover almindelig arbejdstid. Når man selv sidder på mejetærskeren, så er hvert lille korn man høster af guld. Man vil gerne vise sit arbejde frem til andre, forklarer Jette Beck.

På temaaftenen onsdag skal deltagerne blandt andet høre om, hvordan man lettest starter sin butik op, og de skal lære om de mange regler,  man skal overholde.

- Her i Danmark er der så mange regler, at det ikke er noget, man bare lige gør. Vi kan ikke bare åbne fødevaremarkeder, ligesom man gør i Italien. Så ville vi få fødevaremyndighederne på nakken, siger Jette Beck.

Temaaftenen finder sted hos Landbrugsrådgivning Syd i Vejle onsdag aften.

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu