Landmand gør frækt fund på mark

Det er ikke kun halm, som landmændene kører hjem til gården i disse dage. Jes Bonde fra Haderslev gjorde et anderledes fund, da han var i fuld sving med arbejdet.

På Nordbygaard, en samling gårde ved Haderslev, gjorde Jes Bonde gjorde sig et noget overraskende fund, da han i går torsdag hentede halm ind fra markerne.

- Jamen, jeg kører på marken, og så ser jeg noget og tænker, hov, det ligner sgu en dildo, og det var det sgu også, siger han til TV SYD.

Dildoen er ikke det eneste lidt ekstraordinære fund, folkene fra Nordbygaard har gjort sig på markerne. En enkelt vildfaren drone har også været en del af høsten.

Efter at have samlet det udsædvanlige fund op, lavede Jes Bonde et opslag på Facebook. Se billederne i toppen af artiklen.

- Jeg gjorde det for at lave lidt sjov i en tid, hvor folk brokker sig over vejret, og hvor høsten er i fuld gang, siger han til TV SYD.

Og opslaget er blevet populært, meget populært.

- Her til formiddag er der 100.000, der har set det, det er jo lidt vildt, fortæller Jes Bonde.

Udover de mange ’views’, så strømmer kommentarer, likes, delinger ind i en lind strøm.