Landmand stopper skiltning

Landmand Stig Nyborg i Lund ved Horsens har pillet et skilt ned, der angriber Horsens Kommune.

Han havde sat et stort skilt op på sin tidligere jord, hvor han påstod, at kommunen havde stjålet 400.000 kroner fra ham.

Trusler fra kommunen om blive slæbt i retten for en falsk sigtelse fik ham imidlertid til at fjerne skiltet i går.

Sagen går tilbage til 2008, da Horsens Kommune købte hele hans svinebrug for at udstykke jorden til erhvervsgrunde.

Stridens kerne

Stig Nyborg mener, at han havde ret til at dyrke jorden, indtil den blev byggemodnet.

Den fortolkning af købsaftalen ville kommunen ikke skrive under på.

Kommunen forpagtede jorden ud til en anden landmand, der har betalt forpagtningsafgift.

Chefjurist Frode Frederiksen, Horsens Kommune, afviser over for Horsens Folkeblad, at kommunen er løbet fra en aftale.

Han forklarer, at landmænd normalt kan høste deres afgrøder, når kommunen køber erhvervsjord.

- Men de kan ikke gøre det for bestandigt. Vi har ti gange kontaktet ham for at få en forpagtningsaftale, hvorefter vi udbød jorden til anden side, forklarer ham.

Stig Nyborg siger, at han langtfra har opgivet kampen. Han oplyser, at kommunen har stævnet ham med krav om erstatning, fordi han ikke holdt op med at dyrke sin tidligere jord.

- Jeg er mere varm end nogensinde. Kampen kommer stå i retten, siger han.