Landmand tyvstartede

Inviterede ældre til økodag, og lukkede sine køer på græs en dag for tidligt.

Der tælles lige nu ned til at de økologiske køer lukkes på græs. Det sker i morgen klokken 12, og samtidig holder en lang række økologiske landbrug landet over dørene åbne og inviterer offentligheden indenfor.

Men på Hulskovgård ved Kolding deltager landmand Ole Andersen for første gang i 10 år ikke i økodagen.

I stedet valgte han i år at ”tyvstarte” økodagen og lukke køerne på græs en dag for tidligt. I år har Ole Andersen valgt at invitere beboerne på kommunens plejehjem til at komme ud se køerne blive lukket på græs.

quote

For mange ældre er køer på græs et kært minde fra gamle dage.

Ole Andersen, økologisk landmand, Kolding

- Det har alle år været fantastisk at opleve særligt børnefamiliernes interesse i at se køerne. I år har vi bare valgt at gøre noget andet, fortæller landmand Ole Andersen, der ejer Hulskovgård.

Han forklarer, at for mange ældre mennesker er køer på græs et kært minde fra gamle dage, men for ældre gangbesværede mennesker kan det være lidt af en udfordring at skulle kæmpe sig op i forreste linje, for at se køerne komme på græs, når der er børn og voksne i alle aldre at konkurrere med. 

Samtidig havde Ole Andersen også inviteret de mange hjælpere, som i årevis har hjulpet med at gøre økodagen til en god oplevelse.

Og det var da også en flok forårskåde køer med masser af ”spjæt” i, de ældre fik at se, da køerne i dag blev lukket ud af stalden. Flere var mødt op i kørestol og nød synet af køer på græs.

De seneste år har økodagen lokket flere end 230.000 danskere en tur på landet.

Søndag vil det være muligt at se flere køer blive lukket på græs, når 22 landmænd i Syd- og Sønderjylland inviterer indenfor. Du kan se her, hvilke gårde, der inviterer indenfor søndag.